bedst for børn i nyborg web

Suzette Frovin er journalist og mor til Halfdan (8) og Carla (9). Familien bor i Nyborg og anbefaler legepladser, cafeer og aktiviteter på Nyborg Slot til andre børnefamilier, som vil besøge området

image1Hvad vil du anbefale for børn i Nyborg?
Først og fremmest naturlegepladsen Strandvænget. Det er en  kæmpe park, som ligger lige udenfor byen ned til vandet. Strandvænget har en fed sanselegeplads med balancebomme og rør, som man kan spille musik på. Der er også dyr – geder, kaniner og fugle – og nogle gange også ponyer. Vi har brugt rigtig mange eftermiddage der, og tit er der ikke så mange andre mennesker. Der er bålhytter, og det er et  genialt sted at holde børnefødselsdag. Om vinteren er der en god kælkebakke.

Derudover vil jeg fremhæve Nyborg Slot. Særligt i ferier er der gode aktiviteter for børn. Halfdan syede engang en filthue, og jeg var overrasket over, hvor meget han gik op i arbejdet. Hvis man ikke vil ind på slottet, er en tur på volden fin. Børn synes, det er rigtigt sjovt at løbe op og ned, og man kan komme op og se vandtårnet og de store kanoner. Slottet har også Danehof markedet, som virkelig forandrer byen.

I Borgmestergården er der af og til værksteder for børn i ferierne. F.eks. har mine børn prøvet at lave søm, og der er tit gamle håndværk på programmet.

I Nyborg Lystbådehavn er der en naturlegeplads med et hav-tema med store fiskenet, man kan snurre rundt i, og en fisk man kan kravle i.

Ved siden af Strandvænget ligger Teglværksskoven – et fint sted med små strande, som er fine til børn.

Hvor er det godt at spise med børn i Nyborg?

– På den modsatte side af legepladsen på havnen ligger Cafe Clark’s, som er ret hyggelig og har en lille terrasse. ”Den gode smag” på Torvet er det absolut bedste sted at spise cafémad. Lige ved siden af cafeen er anlagt en lille legeplads, og om sommeren kan man sidde ude på fortovet, mens børnene leger.

Hvad har du til gode at opleve i Nyborg?
– Jeg glæder mig til, at Borgerforeningen kommer til at fungere, og jeg har en drøm om at, der bliver aktiviteter for børnefamilier og fællesspisning. Derudover har vi Vikingemuseet Ladby til gode. Jeg har hørt, at det skulle være et ret fascinerende museum. Min søn elsker sværd og vikinger, og jeg tror, det lige er et sted for ham.